Brev nr. 489 F

Vejen til Tarascon

En af Vincents fortrukne spadsereture var ad vejen, som fra Place Lamartine gik nordpå mod Tarascon. Skikkelsen på vejen kunne være ham selv.

Vejen til Tarascon

Nature morte med kaffekande

Mens Vincent endnu boede på hotellet, indtog han morgenmaden i det gule hus.
Dette er en skitse til et billede, han malede for at fejre sit nye hjem, med farve angivelser, der viser brugen af komplementærfarver.

Til Theo, ca. den 20. maj

1888 Min kære Theo!

Jeg har fundet mig godt til rette her... for jeg har både mit arbejde og naturen - og hvis det ikke var tilfældet, ville jeg blive tungsindig. Gid også du har det godt med at arbejde, og at det går godt for impressionisterne, så ville meget være vundet. For ensomheden, bekymringerne, fortrædelighederne, det uopfyldte behov for venskab og sympati - det er svært at bære...
Jeg har i denne uge malet to nature morte. En kaffekande i blå emalje og (til venstre) en kop i kongeblåt og guld, en mælkekande med lyseblå og hvide tern, og - til højre - en hvid kop med et blåt og orange mønster på en tallerken, der er jordfarvet og grågul, samt en blå ler- eller fajancekande med røde, grønne og brune mønstre - og endelig to appelsiner og tre citroner; bordet er dækket med en blå dug, baggrunden er gullig-grøn med seks forskellige blå farvenuancer og fire, fem gule og orange.
Den anden nature morte er fajancekanden med vilde blomster... I et fuldlødigt kunstnerliv er og vil der altid være en længsel efter det ideelle og sande liv - en længsel, der ikke kan opfyldes. Og nogle gange mangler man trangen til at give sig hen i kunsten -og få det godt på den måde. Man føler sig som en droskehest, og man ved, at man bliver spændt for den samme vogn igen og igen. Og man har ikke spor lyst, man ville hellere leve på en solfyldt eng ved en flod og i selskab med de andre frie heste - og føre slægten videre...
Jeg ved ikke, hvem det er, som har kaldt denne tilstand: at være ramt af døden og udødeligheden. Den vogn, man trækker, skal være til nytte for folk, man ikke kender. Og hvis vi tror på den nye kunst og på fremtidens kunstnere, vil vi ikke blive skuffet. Da den gode, gamle Corot nogle få dage før sin død udtalte: ,,I nat har jeg i en drøm set landskaber med helt lyserøde himmelrum" -ja, men har vi da ikke fået disse lyserøde himmelrum, ja oven i købet gule og grønne, med det impressionistiske landskab? Dette for at sige, at der er ting, man føler komme, og som virkelig også kommer. Og vi, som ikke er tæt på at dø - som jeg foretrækker at tro - føler ikke desto mindre, at her er noget, der er større end os, og som vil række ud over vores liv. Vi føler ikke, at vi skal dø, men vi fornemmer sandheden i, at vi blot er små brikker, og for at blive en ring i kunstnernes store kæde må vi betale en barsk pris, både med hensyn til helbred, ungdom og den frihed, som vi slet ikke får noget ud af, ikke mere end droskehesten, som trækker en vogn med folk, der drager ud for at nyde foråret...